Slaget ved Hatchie Bridge, 5. oktober 1862

Før slaget. Slaget ved Corinth satte en effektiv afslutning for sydens håb om at genorebre det vestlige Tenesse i 1862. Om aftenen d. 4. oktober, efter 2 dages kamp, havde unionshæren under General Rosenkrans drevet sydstatstyrkerne under Van Dorns ledelse på flugt. General Grant, øverstkomanderende over alle unionsstyrker i det vestlige Tennesse øjnede hurtigt muligheden for at tilintetgøre den retirerende sydstatshær - hvis det var muligt at afskære tilbagetrækningen. Genral Edward Ords unions division blev afsat af Grant til at hjælpe Rosenkrans med sådan en afskæringsmanøvre. Den 4. oktober ankom Ord til byen Pocahontas, kun få mil fra broen over Hatchie floden, hvor den flygtende sydstatshær snart ville være nødt til at passere. Kontrollen med broen ville muliggøre en forsinkelse af sydstatshæren, og dermed give Rosenkrans' forfølgende hær den nødvendige tid til at indhente og ødelægge resterne af sydens hær i Tennesse.

Opstilling til slag. Sydstaterne har fra morgenstunden bemægtiget sig broen og sendt Oberst Adams med en lille brigade til at bevogte denne. Norden, for hvem erobringen af broen vil betyde indespæring af et større kontingent sydstatstropper har sendt 4. division fra Tennessee hæren afsted for at erobre broen. Velvidende at broen udgør et strategisk mål for nordstaterne har den øverstkommanderende for sydstatstropperne sendt forstærkinger til området i form af elementer fra 2 divisioner, hhv. Greens og Maurys divisioner. Klokken 9 om morgenen marcherer nordstatstropperne ind i området med med 1ste brigade under komando af brigade general Lauman og provisorisk brigade under brigade general Scott.

Terrænet. Fra nord til syd løber hovedvejen der krydser floden ved Hatchie Bridge. Store dele af det sydlige område er skovdækket (mørkegrønne områder på kortet) og på denne tid af året er løvet så småt begyndt at falde af træerne. Nord for floden er en del åbne arealer hvor små gårde ligger spredt i landskabet. Her findes en del indhegninger, levende hegn og marker (de lyse områder). De fleste af markerne er høstede på denne tid af året og står tilbage som stubmarker. Ligeledes i den nordlige del står 2 bakker hvorfra man kan overskue store områder.

Styrkerne. Fra unionen deltager 4. division fra Vest Tennessee militærdistrikt, under komando af general Hurlbut. Fjerde division består af 2 fuldtallige brigader, hhv. første brigade under brigade general James C. Veatch og anden brigade under Brig. Gen Jacob G. Lauman. Derudover er der knyttet en provisorisk brigade til Hurlbuts komando. Denne stærkt underbemandede brigade er under komando af brigade general Robert C. Scott. Nordstaternes startopstilling er vist med lyseblåt. Ved starten af spillet er anden brigade endnu ikke kommet på banen. Overfor unionens tropper står kun en lille brigade under komando af Oberst Wirt Adams fra konføderationen. 4. division tæller i startopstllingen godt 4.500 mand i 11 infateri regimenter, 1 kavaleri regiment og 4 artilleri sektioner.
På sydstaternes er det kun oberst Adams styrker der starter spillet. Denne tæller 2 kavaleri regimenter og en enkelt artilleri sektion, ialt ca. 650 mand. I løbet af kampen modtager sydstaterne forstærkninger i form af enheder Maurys division (Moore, Phiers og Cabells brigader) samt første briagde (under oberst Gates) og anden brigade (under oberst Samuels) fra Herberts division under komando af brigadegeneral Martin E. Green. Selvom disse divisioner ikke stiller fuldtallingt i området pga. omstændighederne hvorunder de må marchere hurtigt for at støtte Adams komando, opnår sydstaterne alligevel at stille ca. 4.800 mand, fordelt i 11 infanteri regimenter, 4 kavaleri regimenter og ikke mindre end 6 artilleri sektioner.
Ved at klikke på de to flag herunder kan du se en skematisk oversigt over de deltagende styrker.

Som det kan ses af styrkelisterne nyder nordstaterne en overlegenhed i bevæbning idet alle deres styrker er bevæbnet med riflede musketter, der har en længere rækkevidde end de glatløbede musketter som er almidelige i sydstaternes styrker. Sydstaterne derimod har en fordel i tilstedeværelsen af en række elite regimenter.

Sejrsbetingelser. For at unionen skal opnå en sejr i dette spil skal de sikre vejen over broen og videre mod nord. Ved at sikre vejen forstås at ingen sydstatstropper er indenfor skudafstand af vejen. For sydstaterne gælder det om at afholde norden fra at opnå sejren.

Slaget starter. Unionstropperne begynder deres angreb godt kvart over ni. Det 5. Ohio kavaleri regiment rider mod Adams højre flanke, mens artilleriet åbner ild på sydens rækker. Under dække af artilleribeskydningen rykker første brigade frem. Men nordstaterne indser først sent deres talmæssige overlegenhed og frem for at storme rebellernes linje sker fremrykningen kun langsomt. Specielt unions højre flanke er langsom og rykker frem i ly af skoven. Herved tabes kostbar tid og det vil senere komme til at koste unionen dyrt.

Oberst Adams indser snart den håbløse situation og beslutter at trække sig tilbage over broen i god orden. Laumans første brigade optager forfølgelsen. Da Laumans unionstropper når gennem skoven og ud til floden har Adams taget opstilling på den anden side, i en meget mere fordelagtig forsvarsposition. Igen tøver Lauman, og frem for at storme floden inden Adams er kommet helt på plads lader han kostbar tid gå til spilde ved at forsøge at retabler sin linje der er blevet spredt ved fremrykningen gennem skoven. Dog lykkedes det for for Lauman at trænge 1ste Texas legionen tilbage med en velplaceret ildafgivelse. Mens Lauman således står stille marcherer Moores og Phiers brigader ind og påbegynder en hastig march mod broen for at forstærke Adams.

Først omkring halv eleve om formiddagen lykkedes det for Lauman at foretage sit første angreb over broen. Han sender det 53ende Illinois regiment over broen, men de falder hurtigt tilbage i uorden efter en velplaceret artilleribeskydning fra St. Louis artilleri under Adams. Brigade general Scott fra den provisoriske unionsbrigade taget initiativet og presser sin brigade gennem Laumans brigade og over broen. Han mødes af meget ringe ild og på en halv time lykkes det for ham at nedkæmpe store dele af Adams brigade. Specielt udemærker 68ende Ohio regimentet sig da det stormer Adams 12 punds kanoner. I mellemtiden er sydens forstærkninger (Greens division) ved at nå frem til kampområdet, og hvor godt Scotts angreb end gik efterlader det hans lille brigade i fuldstændig uorden, umiddelbart foran rebellernes linjer. Bag Scott er den 2. brigade under geneal Veatch rykket med frem og tager opstilling bag Scotts uordnede linje. Der følger en del skydninger mellem Maurys division og Veatch's 2. brigade hvor det lykkedes midlertidigt for unionen med hjælp fra ild fra Laumans brigade bag floden, at tvinge Maurys venstre flanke tilbage, da 2. Texas og 35. Mississippi regimenterne falder tilbage med hårde tab. Omkring samme tid rykker Greens division ind i området og haster til lyden af kampen.

Rebellerne modangiber. Efter Maury og Green igen har fået kontrol over den venstre flanke indleder rebellerne deres modangreb, støttet af artilleri fra Cabells og Phiers brigader der er opsat på bakken bag fronten. Mens rebellernes venstre flanke engagerer Veatch brigade angriber Maurys division i et frontalt stormløb Scotts uordnede linjer. Scotts brigade bryder sammen under presset og 12. Michigan infanteri regimentet overgiver sig i kampen. 68ende Ohio regimentet tager så hårde tab at resterne af regimentet flygter i panik. Under 25 procent af regimentet slipper levende fra sammenstødet. I mellemtiden forsøger Laumans brigade med ild over floden at støtte Veatch's brigade bedst muligt, men ilden har en meget ringe virkning på sydstaternes linjer.

Efter at have elimeneret Scotts lille brigade angriber rebellerne nu unionens anden brigades linjer nord for floden. Det er lykkedes for rebellerne, på trods af Laumans beskydning, at marchere hele Samuels brigade op i unionens højre flanke og mens unionen er hårdt engageret langs hele linjen af Phiers og Cabells brigader stormer Samuels brigade i flanken på unionen. Det er mere end unionen kan holde til og hele brigaden flygter, med hårde tab, tilbage over floden og ind i skoven hvor briganden ender i vild uorden. Kun Laumans brigade står imellem Veatch og hele to sydstats divisioner.

Det lykkes imidlertid for Lauman at holde sin ildafgivelse præcist og med et antal salver fra unionens første brigade over floden tager rebellerne hårde tab der midlertidigt standser deres angreb. Denne tid får unionen udnyttet til at få resterne af den anden brigade tilbage i god orden og tage opstilling i skoven bag broen. Overfor unionens ordnede linjer, gemt i skovkanten på den anden side af floden, beslutter rebellerne ikke at presse deres angreb videre og efter lidt sporadiske skudvekslinger over floden ophører kamphandlingerne.

Hvis du klikker på kortet her til højre vil du kunne se en animeret udgave af slagets gang.

Efter slaget. Unioen fik ikke den sejr de havde håbet på. Hvad gik galt? For det først var der nok ikke afsat nok tropper til opgaven, når man tager rebellernes forstærkninger i betragtning. At angribe med en talmæssigt underlegen styrke er sjældent nogen god ide. Men ud over dette begik unionen en række fejl som ikke burde begås. Værst var nok at de ikke var hurtige nok til at angribe Adams lille komando i starten af spillet. Havde Lauman udvist lidt større gå-på-mod ville der have været en mulighed for at have været nået over floden inden sydens forstærkninger nåede frem. Istedet kom unionen til at lide drabelige tab da de endte i uordnede linjer foran rebellernes forstærkninger. Dernæst var unionen ikke hurtig nok til at udnytte det gennembrud de rent faktisk opnåede henad formiddag. Havde Laumans brigade fulgt med i stedet for at blive stående bag floden ville der have været en mulighed for unionen i at holde fodfæste på den nordlige flodbred, og så udnytte at det derfra ville være rebellerne der angreb. Alt i alt var det ikke nogen god dag for Brigadegeneral Lauman, og man kan spekulere om hvorvidt han stadig havde været brigadegeneral hvis det var sådan tingene havde udviklet sig i virkeligheden.

Det historiske slag.  Da slaget om Hatchie Bridge blev udkæmpet begik norden ikke de fejl som her er beskrevet og det lykkedes for unionen at holde broen og derved forhindre rebellerne videre tilbagetrækning. Men, i den historiske udgave var det heller aldrig formålet for unionen at rense vejen for sydstatstropper, men mere simplet at erobre broen og befæste den hvorved syden ikke kunne benytte den.

Slaget om Hatchie bridge er ikke et af borgerkrigens berømte slag og det udgjorde ikke nogen større strategisk vigtighed. Alligevel er det kendetegnende for så mange af borgerkrigens små sammenstød.

Webmaster: Thomas Theis Nielsen