Følgende er Admiral Hubert Rocheforts beretning om en træfning i Biskajen således som den udspandt sig onsdag aften i Dansk Figurspille Forening. Der er tale om en meget subjektiv beretning, og det har ikke været muligt at finde troværdige kilder, der støtter de faktuelle dele af admiralens beretning.

17. september 1803

I dag - på tredjedagen efter vi stod ud fra [det har ikke været muligt at læse navnet på denne havneby, men der er formentlig tale om en spansk havneby] - mødte vi englænderen. Det var midt på dagen - kort efter bådsmanden havde slået 6 gls - vinden var i nord, og vores eskadre lå med kurs stik vest. Kort efter kunne udkigsgasten melde, at der var tale om 6 linieskibe - 1 af første klasse med ca. 100 kanoner og 5 af tredje klasse med omtrent 75 kanoner hver. Hæ hæ .. vi var for en gangs skyld jævnbyrdige.

Denne gang skulle de få.

Englænderen kom side om side nord fra med kurs sydvest. Deres plan var tilsyneladende, at sejle med vinden ind agten for tværs til de kom på skudafstand, for derefter med, at gå i slaglinie. Fuldstændigt efter bogen ... og ganske efter min plan hæ hæ.

I overensstemmelse med min brilliante plan, som var meddelt viceadmiral Marcel Camembert tidligere, gav jeg ordre til at mindske sejl, så vi ville få den engelske linie langt fremme på vores linie, og Camembert med de tre bagerste havde mulighed for at gå bag om den engelske linie og sende dem fuldkuglerne ind langskibs til de tiggende bad os om nåde.

Camembert - den fordrukne og stupide haleneger af en burgunder - brød selvfølgelig linien for tidligt, og gav englænderen tid nok til at kunne tage forholdsordre.
Til alt held holdt Gud hånden over os og skiftede viden til nordvest. Camembert måtte opgive sit forehavende og faldt hurtigt ind i linien igen.

På omtrent 400 meters afstand gav jeg ordre til at åbne ild. Til min overraskelse gik englænderne allerede på denne afstand i linie - parallelt med vores og på samme kurs. Hmmm... der ville tilsyneladende blive tale om en lang-distance ildkamp, hvor den første, der fik skudt riggen i stykker på modstanderen. ville gå af med sejren.

I en tid lå vi på samme kurs og hamrede løs på hinanden.
Her ombord på "La Republique" fik vi en pæn del af den engelske ild, idet to af de engelske tredje klasse linieskibe havde rettet skytset mod mig. Til gengæld fik det agterste engelske skib i deres linie også en gevaldig gang pulver, da ikke indre end 3 af vores havde det på skudhold.

Under kampen begyndt den engelske linie at dreje langsomt ind mod vores for at engagere os i en tættere ildkamp.
Da englænderen er stærkest i melee, gav jeg hurtigt ordre til at bøje af til en sydvestlig kurs, så vores linie bevarede afstanden til den engelske linie.
Kugler og træsplinter hvirvlede ind over os ombord på La Republique. Tovværk, tunge taljer, råer og sejl faldt ned på dækket, hver gang vi blev ramt, og flere mænd på dækket blev knust, mens de forsøgte at hugge det filtrede tovværk fri.. Skrigene fra de sårede begyndte at påvirke mandskabet, så jeg råbte til min næstkommanderende om at beordre de sårede ind i min kahyt til behandling hos skibslægen. .Vi havde nu mistet en mast, og en pæn del af den øvrige rig, men alle fire kanondæk var stadig kampduelige, og på grund af liniens drejning fik jeg nu det engelske flagskib "The Elephant" på indenfor min skudvinkel, så jeg så ingen grund til at falde ud af formationen. Jeg ville sikkert få skudt riggen i stykker, men ville inden da kunne forrette alvorlig skade på englænderen. Jeg gav ordre til at åbne ild, og en øresønderrivende torden fra alle fire kanondæk begyndte.
Fra La Bastille blev det meldt, at det bagerste engelske linieskib havde fået hele riggen bortskud, og nu blot drev for vinden. Vi kunne intet se af det på grund af røgen fra skydningen, men beskeden var som honning i mine ører hæhæ.

Camembert forsøgte nu igen, at bryde ud med de bagerste skibe og komme bag om de engelske linier. For en gangs skyld handlede den tåbelige burgunder da ikke som en afsindig.

Pludselig delte den engelske linie sig. Den forreste del søgte stadig at komme tættere på eller rundt om vores , og på grund af min afbøjning af linien og Camemberts udbrud, havde den bagerste engelske del nu chance for at komme ind og bryde vores linie, hvilket ville give dem muligheden for den frygtede og altødelæggende langskibsskydning. Merde ! Det måtte ikke ske.

Gud holdt hånden over os.
Netop som alt så værst ud, sprang vinden endu mere mod syd, og endte i sydvest.
Englænderen, der nu lå i to linier, der forsøgte at skære vores, var pludselig fanget i vindøjet og gik først helt i stå, før de endelig valgte at falde af.
I disse for englænderne kritiske minutter lå de perfekt for beskydning for vores skydning. Endnu et engelsk skib fik skudt riggen bort, og faldt ud af formationen. Dækket genlød af hurra-råb fra de sodsværtede og svedende gaster ombord på La Glorie.
Den engelske flagskib The Elephant lå blot og tog imod ilden fra min styrbords side. Halvdelen af alle mine 98 kanoner bragede løs på den tunge elefant, der ikke kunne skyde igen på grund af dens akavede placering i vinden, og i stedet måtte vælge at beskyde La Bastille bag mig. La Bastille fik til gengæld en ordentlig ordentlig omgang klø, da den nu lå i to skibes skudlinie.

Camembert - den indavlede imbecile burgundiske bondetamp - var selvfølgelig kommet i vanskeligheder. Hans forsøg på at komme bagom den engelske linie havde bragt han ind med stævnen mod det eneste funktionsduelige engelske skib i det agterste af deres to linier (den der forsøgte at bryde vores). og han tog imod en farlig gang langskibsskydning, og mistede riggen fuldstændigt på La glorie. Røgen fra skydningen sved i mine øjne og gjorde det vanskeligt at se hvad der skete med det næste skib. Men den unge løjtnant Armand mente at kunne se, at også det tog svære tab på riggen..
Heldigvis havde den forreste engelske linie samtidig besluttet, at de havde fået nok, og ikke kunne gøre meget mod en fransk flåde under min og Guds beskyttelse. Så de brød af og sejlede bort. Den eneste tilbageværende engelske skib havde derfor ikke andre chancer end at flygte. Det blev halvhjertet forfulgt et par sømil, hvorefter Camembert valgte at vende om og eskadren blev samlet igen.

Da røgen havde lagt sig gjorde vi tabet op.
"La Glorie" havde mistet hele riggen, og måtte bugseres til nærmeste værft. Riggen på La Republique var også så medtaget af beskydningen fra to engelske linieskibe, at et besøg på værftet var absolut nødvendigt, men den kunne sejle ved egen hjælp. Derudover havde tre linieskib taget betragtelig skade, men var stadig fuld kampberedte. Kun et skib var uskadt. Til gengæld kunne vi i ro og mag erobre de to manøvreudygtige engelske linieskibe med hver 74 kanoner og en besætning på ca. 600 mand. En stor sejr for Republikken.

Webmaster: Thomas Theis Nielsen