Enden nærmer sig
Afrika 1942-43

Slaget ved El Alamein

Der står kun ét ord, "Zip", på det telegram som Winston Churchill modtager fra general Sir Harold Alexander, den øverstbefalende i Mellemøsten, om eftermiddagen den 23. oktober 1942. Kodeordet betyder, at operation "Lightfoot" 8. britiske armés offensiv ved El Alamein, som er blevet særdeles omhyggeligt forberedt i de sidste måneder, indledes samme aften som planlagt.

De britiske styrker er i alt på cirka 220.000 mand med 1.100 kampvogne, deraf 500 tunge amerikanske kampvogne af typen Sherman og Grant, og 530 kampklar fly.

De tysk-italienske styrker er på 104.000 mand, deraf er 54.000 italienere. De har 489 kampvogne, hvoraf 278 er håbløst forældede italienske kampvogne og kun 30 den nye Panzer IV Ausf. F 2 med den lange 75 mm kanon. På grund af manglen på drivmidler kan hver kampvogn kun påregne at kunne tanke op tre gange, selv om 30 gange anses for at være mindste reserve. Aksemagternes luftstridskræfter råder kun over 350 kampklare fly. Rommel, der har store krigserfaring, opholder sig på dette tidspunkt på det østrigske kursted Simmering, og i hans fravær har general Stumme, som er blevet forsat fra østfronten til Nordafrika, overtaget kommandoen.

Klokken 21.40 befales "Ilden fri!" på hele det britiske frontafsnit. Den øredøvende massive artilleriild får i timevis jorden til at skælve, og hele fronten fremtræder som ét langt flammende bånd. På en 60 kilometer bred front affyrer 1.500 britiske pjecer, deriblandt 540 med kaliber på over 105 mm, deres granater mod afsnittet mellem Bir el Atash og Bir Abu Sifai, og selv i Alexandria, der ligger 100 kilometer væk, vibrerer vinduesruderne. RAFs bombefly støtter artilleriets massive ild med tæppebombning.

De tyske og italienske soldater ligger i et inferno af eksplosioner og støv. På den nordlige del af fronten, hvor Montgomery har planlagt det afgørende gennembrud, er helvede så at sige brudt løs. Alle signalforbindelser er ødelagt, og ud fra de første meldinger, der indløber, er det næsten umuligt at konstatere, hvor englænderne er i færd med at angribe.

Efter 15 minutters utrolig massiv ild, sandsynligvis den voldsomste siden Første Verdenskrig, går infanteriet til angreb, mens artilleriet hvert femte minut forlægger ilden 100 meter frem. Det tyske og italienske artilleriet tier, for de har fået strenge ordrer til at spare på ammunitionen. Så begynder granaterne at pløje de minefelter op, som er udlagt foran de tysk-italienske stillinger, og bag den fremad rullende tegn af granater og bomber rykker XXX, X og XIII britiske korps samt 1. franske brigade frem.

Med fire divisioner forsøger XXX korps at skabe to korridorer gennem fjendens befæstninger, mens der på hele den tysk-italienske front stadig væk hersker vild forvirring. Hver gang en granat slår ned - det sker 900 gange i minuttet - detonerer snesevis af miner, og sand, klippestykker og stumper af pigtrådsspærringer hvirvler gennem luften. På Det tyske Afrikakorps' og XX italienske korps' kommandostation der ligger omtrent midt på fronten, har man stadig væk ikke nogen overblik over situationen. Desuden befinder tyskernes pansrede og motoriserede enheder, der skal føres herfra, sig på den nordlige og sydlige del af fronten.

Montgomerys nye taktik

De britiske artillerister fra 8. armé er næsten døve af kanonernes torden, og deres tykke læderhandsker kan ikke længere beskytte deres hænder mod de glødende kanonrør. I mellemtiden gør britisk infanteri det af med de fremskudte maskingeværreder og modstandslommer, der ligger skjult i minefelterne. Fra tid til anden trænger skinger musik gennem kanontordenen; den stammer fra 51. skotske højlænderdivision, hvor sækkepiberne trods ilden marcherer sammen med de forreste angrebsenheder. Og mens infanteriet rykker frem bag artilleriilden, arbejder minerydningsholdene febrilsk.

Vest for Bir Abu Sifai støder infanteridivisionerne fra XXX britiske korps på resterne af bataljonerne og kompagnierne fra 125. tyske panserinfanteriregiment. På dette frontafsnit bliver det britiske angreb standset, man længere mod syd, på 382. tyske panserinfanteriregiments frontafsnit, hvor 51. skotske højlænderdivision og 9. australske division rykker frem, forlader tre italienske bataljoner fra 62. XXX korps igennem. Med største besvær lykkes det en bataljon fra 433. regiment støttet af en afdeling fra divisionsartilleriet at standse fremstødet bag hovedkamplinien.

På det midterste frontafsnit nord for Bir el Atash har britiske panserstyrker og newzealandske og sydafrikanske divisioner også overvundet de dybe tyske minefelter.

Stik imod alle taktiske principper angriber Montgomery El Alamein-fronten på det stærkeste sted i stedet for som normalt på det svageste. Det mest nærliggende ville have været at lægge tyngden i angrebet i syd, men han lægger den i nord, og det vil sige dér, hvor de tyske minefelter er bredest og tættest, for han har udtænkt en plan, der går ud på først at tilintetgøre det tysk-italienske infanteri i dets forsvarsstillinger i et materielslag og dernæst bryde igennem med panserstyrker for at gøre de fjendtlige panserdivisioner ukampdygtige.

Minerydningsholdene arbejder sig med møje og besvær fremad, og ingeniørsoldaterne får på trods af store tab ryddet flere gennemgange, der er så brede, at to kampvogne kan køre ved siden af hinanden. Hver gennemgang bliver markeret med hvid minestrimmel og farvede gennemkørselslygter. Takket være en ny minesøger, som kan lokalisere nedgravede metalgenstande, kan ingeniørsoldaterne her i ørkenen med lidt held rydde 200 meter i timen.

Præcis en time efter midnat den 24. oktober 1942 går fire britiske infanteridivisioner til angreb på nordfronten. En femte infanteridivision skal gennemføre en afledningsmanøvre. Da infanteristerne møder uventet modstand og bliver standset i deres fremrykning, indsætter Montgomery to panserdivisioner, og 700 kampvogne ruller gennem to åbninger i minefelterne. Det lykkes dem imidlertid ikke at bryde igennem inden daggry, for de bliver standset af ilden fra aksetroppernes artilleri. De skinangreb, som XIII korps har iværksat på det sydlige frontafsnit for at binde fjendens reserver, har man heller ikke synderlig held med, og helt mod syd sidder 1. franske brigade, der er under fremrykning mod Himmeinat sletten, fast i det løse sand.

Generalfeltmarskal Keitel får hurtigt forbindelse med Rommel på sanatoriet i Simmering og underretter ham om den britiske offensiv. Kort efter giver Hitler ham personlig ordre til at vende tilbage til tropperne i Afrika.

Aksetropperne står uden fører

Så snart det britiske infanteri har kæmpet sig vej ind i de fjendtlige stillinger, rydder ingeniørsoldaterne flere minefelter, men de er slet ikke færdige, og der er ikke megen udsigt til, at de britiske kampvogne foreløbig kan komme videre frem, for minefelternes dybde og tæthed udgør en større hindring, end man havde ventet.

På det sydlige frontafsnit forsøger enhederne fra WIII britiske korps forgæves at bryde gennem fjendens linier. Med største kraftudfoldelse lykkes det to steder at trænge ind i de østlige minefelter, men hovedkamplinien, som forsvares af 21. tyske panserdivision, den italienske division "Ariete", bersagliere-bataljonerne og enhederne fra division "Brescia" og "Folgore", holder stand.

Om morgenen beslutter general Stumme, der er afskåret fra sine tropper, selv at skaffe sig overblik over situationen ved fronten. Sammen med signalofficeren oberst Andreas Büchting og sin kører begiver han sig af sted til de forreste linier. Da de har kørt nogle kilometer, bliver hans kommandokøretøj pludselig beskudt med maskingeværild af en australsk enhed. Dødeligt såret synker Büchting sammen, og køreren bringer i susende fart vognen tilbage. Det undgår helt hans opmærksomhed, at Stumme har fået et hjerteanfald og falder død ud af vognen. Aksemagternes styrker har nu, få timer efter at slaget er begyndt, ikke nogen helm Ritter von Thoma kommandoen over den tysk-italienske panserarmé.

I oktober 1942 går 40 procent af forsyningerne til panserarmé Afrika tabt som følge af britiske luftangreb, og kun en tredjedel af brændstofforsyningerne når frem til Nordafrika. Desuden indsætter RAF i anden halvdel af oktober 1942 næsten 700 bombefly, som fra England gennemfører strategiske angreb på forsyningsdepoter og havneanlæg i Italien.

Mandag den 2. november 1942 indleder 8. britiske armé det endelige gennembrud af aksetroppernes stillinger (operation " Super Charge"). For ikke at blive omringet beslutter Rommel at indlede en tilbagegang, og i sin melding til Førerhovedkvarteret begrunder han nødvendigheden af denne handling. Efter at tilbagegangen allerede er indledt, modtager Rommel næste morgen fra Hitler ordre til at "fastholde for enhver pris". I mellemtiden er englænderne brudt igennem ved El Alamein, og dermed er krigen i Nordafrika afgjort. Modstanderen er så overlegen, at tyskerne og italienerne ikke har andet at gøre end at trække sig tilbage mod vest.

Om eftermiddagen den 4. november 1942 giver Rommel på trods af Hitlers befaling på ny sine styrker ordre til at går tilbage til Sullum.

Efter den vellykkede operation " Super Charge" kan 8. britiske armé fredag den 6. november 1942 meddele, at der siden den 23. oktober 1942 er taget 30.000 fanger, og at 400 pjecer og 350 kampvogne er blevet erobret eller ødelagt. Seks italienske divisioner er tilintetgjort, og panserarmé Afrika har kun 38 kampvogne tilbage.

Webmaster: Thomas Theis Nielsen