I Stalingrads favntag
Vinteren 1942-43

Søndag den 13. september 1942 indleder tyskerne deres angreb på det egentlige Stalingrad, der er blevet udbygget til en slags fæstning. Offensiven begynder med, at 44. infanteridivision ved Volga og Tsaritsa bryder igennem forterrænets feltbefæstninger, og efter at højen uden for byen er blevet erobret, når divisionen frem til Volga. Nikita Khrusjtjov, som er Stalingradfrontens politiske kommissær, sørger for at organisere modstanden. 75.000 af Stalingrads indbyggere, deriblandt 3.000 piger og 7.000 drenge, bliver samlet i arbejdsværn og militsenheder, der underlægges 62. sibiriske armé.

Mandag den 14. september 1942 kæmper kampvogne i Stalingrads gader, og tyskerne forsøger under kampene at erobre den strategisk vigtige Mamai-høj, hvorfra der er gode muligheder for at observere byen og Volgas modsatte bred.

De tyske kampvogne angriber fra nord, vest og syd i grupper på 10-15 stykker, og imod dem indsætter Den røde Hær for det meste ikke mere end 3-5 kampvogne fulgt af infanteri og ingeniørsoldater. For at spærre gaderne for tyskerne beskyder de sovjetiske kampvogne husmurene, så de styrter sammen, og enten forsvinder de straks efter eller også gemmer de sig i godt slørede stillinger. Denne taktik forårsager betydelige tab hos de tyske panserenheder, fordi de afsiddede russiske soldater efterfølgende nedkæmper tyskernes kampvogne med panserværnsvåben.

Onsdag den 16. september besætter 24. tyske panserdivision hovedbanegården i Stalingrads sydlige del og når frem til Volga.

Torsdag den 24. september afskediger Hitler chefen for den tyske generalstabschef, generaloberst Halder, som han ustandselig har haft sammenstød med lige siden kampene ved Moskva i efteråret 1941. Halders efterfølger bliver general Zeitzler, som hidtil har været stabschef hos den øverstbefalende i vest, generalfeltmarskal von Rundstedt.

Kampe om hvert eneste hus

Søndag den 4. oktober kæmpes der i Stalingrad ikke længere om kvarterer eller gader, men om enkelte bygninger og fabrikshaller. Byens centrum og sydlige del er på tyskernes hænder, men i arbejder- og industrikvartererne i byens nordlige del kæmpes der forbitret på barrikaderne og i huse. Disse kampe er blandt krigens blodigste, for her kæmper mand mod mand med håndgranater og geværkolber, spader og knive, støttet af kampvogne, stormskyts, flammekastere, artilleri og Stukas. I den nordlige del forsvarer sovjetiske soldater fra 62. armé traktorfabrikken "Dsersjinski", kanonfabrikken "Røde Barrikade" og gaderne i den nordøstlige bykerne, mens 64. sovjetiske armé yder forbitret modstand i de sydlige bydele.

Tirsdag den 6. oktober erobrer 13. tyske panserdivision fra III panserkorps byen Malgobek i Terek-buen.

Lørdag den 10. oktober bliver de sidste enheder af 3. rumænske armé, der er trukket bort fra Vestkaukasus, indsat i nærheden af Don på det sted, hvor 8. italienske armé og 6. tyske armé støder op mod hinanden. Med deres forældede våben, utilstrækkelige panserværnsvåben og utilstrækkelige forsyninger er rumænerne ikke i stand til at modstå et massivt sovjetiske angreb på dette kritiske frontafsnit, og da slet ikke i stand til effektivt at sikre 6. tyske armés flanke.

Den røde Hær slår til

Torsdag den 19. november indleder den sovjetiske Sydvestfront og Donfront klokken 05.00 i snefog og tåge en storoffensiv mod tyskerne og deres allierede mellem Don og Volga fra Don-brohovederne ved Kletskaja og Serafimonitj. Til Sydvestfronten hører 1- gardearmé, 5. panserarmé, 21. armé og VIII kavalerikorps. Til Donfronten hører 24. og 65. armé, som fra luften støttes af 16. luftarmé. 3. rumænske armé kan intet stille op over for den massive indsættelse af sovjetiske panserstyrker. Den har hverken den nødvendige erfaring eller tilstrækkeligt med panserværnsvåben, og de rumænske styrker bliver demoraliserede af kampvognene, der tromler alt ned, især efter at kampvogne, som er trængt igennem de rumænske linier, overraskende angriber dem i ryggen. Allerede efter kort tids forløb er hele dette frontafsnit brudt sammen, og de rumænske divisioner indleder et panikagtigt tilbagetog.

Næste morgen angriber russerne også syd for Stalingrad. Stalingradfronten, som består af 51. og 57. armé og får flystøtte af 8. luftarmé, retter sin offensiv mod 4. rumænske armés frontafsnit. De rumænske tropper, som udelukkende er udrustet med 3,7 cm hestetrukne panserværnskanoner, er totalt underlegne. 22. tyske panserdivision indleder med det samme flere modangreb, men de mislykkedes ligesom forsøgene på at lukke hullet i frontlinien med kampgruppe Hollidt, som hastigt er blevet sammensat af fem divisioner. Om aftenen den 30. november er 4. rumænske armés venstre fløj i fuld opløsning.

Søndag den 22. november lukkes ringen om tyskerne og deres allierede tropper i områder mellem Don og Stalingrad, da sovjetiske troppeenheder, der rykker frem fra nord og syg, mødes ved Kalatj. 6. tyske armé med IV armékorps og dele af 4. panserarmé, 20. rumænske division og 1. rumænske kavaleridivision, i alt ca. 260.000 soldater, 50.000 heste, 10.000 køretøjer, 1.800 pjecer og 100 kampvogne, befinder sig i et omringede område. Det er på omkring 1.500 kvadratkilometer og kan nås af det langtrækkende sovjetiske artilleri.

Om aftenen modtager general Paulus en radiomelding fra Hitler personligt med ordre til at indrette forsvar til alle sider og vente på undsætning. Tirsdag den 24. november beslutter Føreren, at Stalingrad skal erklæres for en fæstning, og at ethvert forsøg på at foretage udbrud er strengt forbudt.

Forsyningen ad luftvejen begynder

Onsdag den 25. november lander de første transportenheder fra VIII flyverkorps på flyvepladsen Gumrak, og hermed begynder forsyningen af de indesluttede styrker i Stalingrad ad luftvejen. Da transportflyene bliver angrebet af sovjetiske jagere, ser luftflåde 4 sig nødsaget til at forlægge de tyske jagerfly til det indesluttede område. I la hast bliver to store flyvepladser Tatsinskaja og Morosovskaja_Vest 180 kilometer vest for Stalingrad nu gjort klar til lufttransporterne. Tatsinskaja har kapacitet til 600 transportfly, og yderligere 400 transportmaskiner stationeres i Morosovskaja. Der bliver store depoter, hvor der er oplagt forplejning, ammunition, beklædning og sanitetsmateriel til flere måneders forbrug.

I Stalingrad er der ganske vist tre flyvepladser, men kun Bassergino og Pitomnik har brugbare startbaner. Alt efter vejrsituationen flyver transportflyene enten i sluttet formation med jagerbeskyttelse eller enkeltvis uden jagereskorte. 3. jagerregiment "Udet" overtager jagerbeskyttelsen, og to eskadriller fra dette regiment bliver stationeret på flyvepladsen Pitomnik for at beskytte transportflyene mod sovjetiske jager- og bombefly under losningen.

Generalløjtnant Novikov, chefen for Den røde Luftflåde, forsøger nu at forhindre Luftwaffes forsyningstransporter ved hjælp at luftblokade. Bombefly og jagerbombere fra 17. luftarmé indsættes fra flyvepladser ikke langt fra fronten. Jagerflyene fra 16. og 8. luftarmé er stationeret blot 60-80 kilometer fra den inderste ring i den russiske omringning, og døgnet rundt patruljerer sovjetiske jagerfly for at angribe de tyske transportfly i indflyvningskorridorerne. Ca. 10 kilometer fra den inderste ring har russerne desuden opstillet et stort antal luftværnskanoner, som beskyder de landende transportfly.

Fredag den 27. november overtager generalfeltmarskal von Manstein kommandoen over den nye armégruppe Don, der omfatter 6. armé, 4. panserarmé samt 3. og 4. rumænske armé. 2. tyske armé, 2. ungarske armé og 8. italienske armé forbliver under armégruppe B.

Lørdag den 12. december iværksætter generaloberst Hoth et fremstød fra Kotelnikovo mod øst med dele af sin 4. panserarmé i et forsøg på at undsætte 6. armé i Stalingrad. Angrebsstyrken består af 6. og 23. panserdivision samt 17. panserdivision, der e afgivet af armégruppe Center, med i alt 230 kampvogne. På den cirka 100 kilometer lange strækning fra Salsk til Stalingrad lykkes det tyskerne at tilintetgøre 385 sovjetiske kampvogne, men undsætningsangrebet går kun langsomt fremad, fordi den østlige flanke hele tiden er udsat for sovjetiske modangreb.

De indesluttede tyske styrker i Stalingrad

Fra tirsdag den 15. december tvinges tyskerne til i tilfælde af klart vejr helt at indstille transportflyvningerne til Stalingrad om dagen, fordi mellem 50 og 90 % af de langsomme og praktisk talt forsvarsløse Ju 52 er blevet sat ud af spillet og ikke erstattet af andre. Herefter flyves der kun om natten, eller når skydækket er tæt. Den røde Luftflådes stadig hyppigere angreb på Pitomnik og Bassergino samt startbaserne fører til store tab af fly og jordpersonel, og manglende vedligeholdelse, svigtende radioer på grund af fugtigt vejr og især skader forvoldt af granatsplinter gør mange fly ubrugelige.

Onsdag den 16. december iværksætter den sovjetiske Voronesjfront sin offensiv med 1. og 3. gardearmé samt 6. armé mod det frontafsnit, hvor 8. italienske armé står. Allerede om aftenen er talrige italienske enheder overrullet og revet op af de sovjetiske styrker. Efter at russerne er trængt 240 kilometer frem, udgør de en trussel for ryggen af den tyske Tjir-front. Også kampgruppe Hollidt og 3. rumænske armé bliver nedkæmpet i løbet af få dage. I ugen op til jul bliver vejret så dårligt, at det kun er piloter med særligt kendskab til blindflyvning, der er i stand til at nå frem til tyskernes landingsbaner i Stalingrad. I gennemsnit når kun 6 ud af 10 fly, som letter Tatsinskaja eller Morosovskaja, frem til byen, og kun 3 eller 4 vender i bedste flad tilbage til udgangspunktet.

Trods heftig modstand fra 51. sovjetiske armé står undsætningsstyrkerne fra 4. panserarmé mandag den 21. december ved floden Mysjkova ikke mere end 48 kilometer fra Stalingrad. Her må de imidlertid gå over til forsvarskamp, fordi de sovjetiske styrker i mellemtiden er blevet forstærket med 2. gardearmé. De sovjetiske angrebsoperationer mod de tyske styrker i Kaukasus fortsætter i ryggen på 4. panserarmé, og Hitler vil ikke gå med til det planlagte udbrud med 6. armé mod Mysjkova, så 4. panserarmé må derfor opgive sin fremrykning mod Stalingrad og svinge mod syd under svære kampe.

2. sovjetiske gardearmé og 51. armé angriber uophørligt 4. panserarmé, og for ikke at blive fuldstændig revet op, må den gå tilbage under kamp. Imens rykker 8 sovjetiske korps, som skal udgøre den anden "kæde" i en knibtangsmanøvre, uafbrudt frem mod Rostov.

Torsdag den 24. december indleder den sovjetiske Stalingradfront sin offensiv og angriber 4. rumænske armé på frontafsnittet ved Kotelnikovo med 2. gardearmé, 51. armé og 5. stødarmé. De rumænske enheder, som allerede er i opløsning, formår knap nok at yde modstand.

Allerede om aftenen den 24. december er de sovjetiske kampvogne fra Voronesjfronten nået frem til flyvepladsen ved Tatsinskaja, som er af altafgørende betydning for forsyningsflyvningen til Stalingrad. Stalingradfrontens vellykkede offensiv er begyndelsen til den tyske armegruppe Dons nederlag, den gør det muligt for russerne at fortsætte fremrykningen mod Rostov, og den betyder, at tidspunktet for 6. tyske armé tilintetgørelse rykker nærmere.

Webmaster: Thomas Theis Nielsen